Transfervindue Sommer 2026
Well spokenDen her tråd er sgu lidt træls. Der er så mange sure miner, man skulle tro vi sluttede sidste sæson med en nedrykning og at elendigheden bare er fortsat i denne sæson.
Et eller andet sted, med følelser og hjerte, forstår jeg godt dem, der er frustrerede og ærgerlige over det, de ser som en forspildt chance for CL fodbold. Jeg synes bare de bliver ofre for deres egen overvurdering af AGFs styrke, både forstået som fodboldhold og som tiltrækningskraft på andre spillere. Per Thunes udødelige ord, så smukke de er, er først sande når spilleren HAR prøvet at spille for AGF. Det kan selvfølgelig rygtes, jeg forestiller mig f.eks. at en fyr som Bisseck ville sige virkelig pæne ting om os, hvis et ungt, uforløst talent fra Inters akademi havde fået en henvendelse fra os.
Men inden vi ville komme i betragtning, selv med Bissecks glødende anbefaling, så ville klubber som Ajax, Lille, Freiburg, Anderlecht være på banen og tilbyde meget, meget attraktive pakker i en langt mere interessant liga til en langt bedre løn. Der er stadig kun 2-3 klubber i superligaen, der kan lokke spillere til ligaen, som reelt er for gode til superligaen i udgangspunktet. Det viser de sig så ikke altid at være (Moukoko!), men vi har altså ikke penge til den slags, og selvom vi havde, har vi ikke kontinuerlig europæisk deltagelse på menuen. Endnu. Vejen derhen er svær, derfor skal vi også købe med omtanke og udvikle vores egne løsninger helhjertet.
Til resultaterne: Er målene pisket ind på os i starten af denne sæson? Ja. Forsvaret har været bekymrende usikkert. Selv hvis vi fritager dem for ansvar for de 6 mod Benfica, som jeg håber alle er enige om er mindst to klasser over AGF, så har vi givet bekymrende mange chancer væk. Er det CVs skyld? Nej, det synes jeg ikke. Det ER hans ansvar at vi har en slagkraftig trup. Men han er også en del af et større marked, hvor han altså bare er en lille fisk. Er det CVs skyld at Beijmos og Dalsgaards kontrakter udløb samtidig (med Kahl, Poulsen, Hansen og Paddy)? Nej. Er det hans ansvar at handle proaktivt? Ja. Kan han tvinge Dalsgaard til at forlænge karrieren? Nej. Kan han tvinge Beijmo til at forlænge? Nej. Skulle han allerede i vinter have solgt Beijmo og hentet Rösler? Det kunne have kostet mesterskabet. Nu betaler vi så en pris for, at løbe den risiko i vinters. Det ville klæde alle AGF'ere, der jublede over mesterskabet, også at acceptere risikoen.
Kunne forsvarsproblemerne så være løst ved tidligere indkøb? Jeg tvivler stærkt. Man bliver ikke styrmand i et forsvar i en ny klub fra starten. Det gør meget få spillere, og dem, der gør, er ikke interesseret i AGF tidligt i vinduet, hvis overhovedet. Og det ER en styrmand vi mangler.
Men det forsvaret mangler er også Paddys presstyring fra spids og hans indsats ved defensive dødbolde. Det kan vi SLET ikke købe os til. Det kræver relationer, som skabes over flere år, det kræver en helt særligt type angriber, som der ikke er mange af, og det kræver nok i virkeligheden også nogle finanser vi ikke nødvendigvis er i besiddelse af.
Ligger vi så tæt på nedrykningsstregen? Ja, det gør vi. Er det fedt? Nej, det er ej. Jeg er bare ikke særligt bekymret - kampene mod Viborg og OB har vist en positiv udvikling i vores spil. Kampen i går mod Benfica viste mig i øvrigt også, at forsvaret måske ikke er så tyndt, som det får skyld for. Callø var i hvert fald lovende og Camara ser jeg personligt et stort lys i. Sidste sæson startede også først fra runde 4 for os og da havde vi ikke europæisk at bokse med. Det kommer, ligesom jeg er sikker på, der kommer et par forstærkninger.
Men altså: Indtil nu har CV formået at holde sammen på truppen i det store og hele. Dét er altså også noget værd. Tre afgange fra et overraskende mesterhold, heraf én som ikke engang var et sportsligt tab og én til karrierestop er faktisk uhørt stærkt holdt fast.
Jeg håber der kommer en forstærkning til bagkæden og en angriber. Jeg kunne også godt ønske mig noget til midten, men det er lidt mere fordi NP er skadet og jeg frygter, han aldrig rigtigt kommer tilbage, Solbakken har den sygdom han nu har, som kan lægge ham ned hvert øjeblik og Yakob er igen ude med noget, jeg er bange for kan ødelægge hans muligheder for en stor karriere... det er tre midtbanespillere med store spørgsmålstegn. I hvert fald set udefra. Jeg kan være i tvivl om Haugstrup, Knudsen, Jønsson er nok. Jeg vil helst have Arnstad op på 10'eren så meget som muligt.
