Nu arbejder jeg selv med IT og benytter AI dagligt i mit arbejde. Det er på mange måder en kæmpe gevinst til mange opgaver. Det betyder dog ikke, at Zenia Stampe m.fl. ikke har en pointe i, at vi skal være meget kritiske overfor hvordan kunstig intelligens bruges. Mennesket har brug for at kunne tænke selvstændigt, kreativt og kritisk, ellers fordummes vi. Problemet er til dels også, som det også kort blev vendt i udsendelsen, at vi tvinges ud i at tage amerikanske værdier til os, som ellers ligger ret fjernt fra, hvad vi ville gøre i Danmark/Europa, fordi udviklingen styres fra USA. Vækst går forud for ALT, herunder de blødere menneskelige værdier. Vores børn især får ikke-naturlige måder at have sociale samvær og især sociale nederlag og udviklingen suser afsted uden at vi ønsker, eller rettere kan, stoppe op. Om nogle år kan vi risikere at skulle tænke på, hvorfor der ikke blev lyttet til nogle af de kritiske tanker.
Og det handler ikke om, at være imod AI. Det handler om at ønske, at vi tager stilling til, hvad vi ønsker at bruge det til og især ikke bruge det til. I udsendelsen handlede det om AI-genereret nyhedsformidling, litteratur og kunst.