Altså hvis man skal være helt reel, så er det vel et fænomen, der til dels også eksisterede inden æraerne med EPO og bloddoping?
Pogacar tager det til et helt nyt niveau, som ikke er set siden Eddy M.Og 90erne og særligt 00erne var domineret af, at de store ryttere satsede entydigt på TdF og et par optaktsløb.
Men uden at orke at gå i dybden med det, så er mit indtryk, at Hinault, Lemond, Kelly, Fignion, Roche med videre havde ret god spredning på deres resultater henover en sæson i 80erne. Roche havde f.eks. en ret vil 87' sæson med samlet sejr i Giroen og Touren og VM i linjeløb.
Man kunne godt spekulere i, at de ekstreme formtoppe var et resultat af, at det er begrænset, hvor mange gange man kan få tilført friske blodlegemer, hvis man også skal nå at træne, udtrække blodet med videre.
Det kunne underbygge @valverde4evers pointe om, at forholdet mellem formtoppe og formbunde er mindre ekstremt, som jeg på trods af dagens skærmydsler trods alt - her på bagkant - godt kan se en vis fornuft i. Iøvrigt
@valverde4ever, beklager kæmpe meget. Det var ikke min bedste side, der kom til udtryk i den diskussion.
Jeg kommer nok aldrig til at kunne forstå de af jer, som kan finde et gram af sammenlignelighed mellem Pogacar og nærmest alle andre. Men jeg kan godt følge, at Vingegaard, Froome, Mads P, MVDP og velsagtens også Valverde trods alt laver resultater i langt større dele af sæsonen end Riis, Ulrich, Pantani, Armstrong, Rasmussen, den tidlige Contador med videre.
Måske der var en grund til de mente han kunne være i form det meste af året
Bruger konstant sine kræfter forkert.
