På samme måde er træneren repræsentant for klubben. Klubben har solgt tv-rettigheder og sponsorater. Det er skønt, fordi det giver mulighed for at have folk ansat og dedikeret sig i jobbet. Men det stiller også krav den anden vej. Spillerne ofrer sig på dagen, det slal træneren også. TV og sponsorer har betalt for produktet og vil ikke have en ukendt assistent i studiet / til at holde oplæg. Man er sgu også nødt til at forholde sig til de faktiske forhold i jernindustrien.
Jeg klipper lige i dit udmærkede indlæg, og nøjes med konklusionen.
Jeg synes du har en fin pointe, med det forbehold, at samme irritation du og dine kollegaer følte overfor den chef, der kom syg på job og smittede hele afdelingen, kan man rette mod Tullberg, når han giver interviews med 40 i feber, taler tæt på fjerdedommeren og giver highfives til stab og trup, efter lige ubevidst at have tørret sig under næsen...
Når man er syg er man syg. Det var IKKE en pokalfinale. Det var ikke engang en superligakamp. Det var kamp to i en kvartfinale, hvor Tullbergs hold var laaaaaaaangt foran og der ikke var nogen reel chance for spændning.
Jeg anerkender dine pointer og er enig langt hen ad vejen, men i det konkrete tilfælde synes jeg, der går for meget macho/bonderøvsattitude i den. Den protestantiske arbejdsmoral er sgu nogle gange en pervers og forskruet ting, det her er et fint eksempel på, at manden skulle være blevet under dynen.
Alternativt skulle han have holdt sin kæft med det, i det mindste.
