Set fra FCM’s synspunkt er det ren win-win. Hvis AGF gik med til at sælge for 37,5 mio. eller indgå i forhandlinger om et salg, ville FCM få Superligaens nr. 2 på topscorerlisten, mens de selv går efter at kunne sælge topscorerlistens nr. 1, Franculino, for henved 300 mio. kr. til sommer. Han er i øvrigt skadet indtil minimum marts. Samtidig vil de sikkert også prøve at skyde Osorio afsted til sommer for et meget større beløb, end hvad de vil give for Bech. Tilmed på sidstedagen af transfervinduet, hvor AGF ville have meget svært ved at nå at hente en fuldgod erstatning.
Hvis AGF siger nej, som de nok har forventet alligevel, så vil det til gengæld kunne skabe lidt ravage internt i AGF, hvis de får en utilfreds spiller og hos fans, der måske vender sig imod Bech, fordi han eftersigende har sagt ja til guldkonkurrenten.
Jeg håber AGF, Bech og fans holder hovedet koldt. Hvis vi og Bech holder kursen fra efteråret, så opnår Bech noget helt unikt med AGF, og han bliver solgt for et større beløb i udlandet til en højere løn og sign-on. Bech har i øvrigt selv udtalt meget positivt om, at ingen ville væk fra klubben pga. den unikke situation de står i og den harmoni, der er i truppen.
Det, der undrer mig her, er at FCM tilsyneladende skulle have været enige med Bech, mens AGF siger nej til en handel. FCM bryder altså nogle ret klare regler, for jeg kan næppe forestille mig, at AGF vil give Bech lov til at forhandle vilkår med FCM, med mindre de var villige til at indgå en handel, og det er der intet, der tyder på i dette tilfælde.