Vi ved reelt ikke hvor tæt Uhre var på AGF, men har man fulgt med i tidens løb, kan man huske at CV og Uhre mødtes uformelt til træningslejren sidste år, hvor de sludrede sammen, og man kunne da godt få den tanke at CV og Uhre så hinanden lidt an.
Hvis man så kigger på det sportslige, så kan man vel ikke komme udenom at det er de andre hold som skal jagte os. Jeg har læst her i tråden om behovet for det ene og det andet. Det er helt fint, men vi skal lige huske på at vi altså fører superligaen fortjent med 4 point ned til nummer 2, samt vi har et fint slut program. AGF har idag et meget konkurrencedygtigt hold som det er, og bulletinerne fra Fredensvang som Di Stefano så fint skriver, der er ord som intensitet og engagement en del af fortællingen. Som fan er det alt det man godt vil høre.
Hvad kunne en Uhre så bringe til holdet? En 3,5 årig kontrakt ville have cementeret og styrket rutinen og rygraden på holdet, vi har fået en masse nye unge ind på holdet, om kort tid kommer de første fra Uganda. Hvis de skal udvikle sig, skal miljøet være profesionelt, inkluderende og opbyggende og der har du brug for rollemodeller, profiler som kender superligaen og som kan "dække af" for de unge indtil de selv har vænnet sig til ligaen og blevet de profiler vi alle håber på.
Uhre passer perfekt på ovenstående, han er en profil, har stor erfaring med superligaen, har prøvet at vinde et dansk mesterskab, har været topscorer og tilbragt flere år i udlandet. Han er dansk og har nu en alder hvor han ville kunne agere rollemodel for de unge, og ville kunne aflaste hvis vi røg ind i en skrækskade til Paddy.
Vi kigger også ind i en mulig afgang af vores nuværende profiler, hvem siger Paddy, Dalsgaard eller Bejimo er i truppen efter sommerferien? Hver især kan jeg godt se en risiko for at de får en længerevarende skade, niveaufald (nok ikke realistisk i Bejimo casen) eller finder nye græsgange. Det kan også være de alle er her om 1 år, men Uhre ville fint kunne indgå.
Nu blev det så ikke Uhre, hvad sker der så? Det ved vi ikke helt, hvis CV har budt på Uhre, kunne det være den mulighed som kom forbi som man ofte taler om, uden at man aktivt er på udkig efter en angriber. Det må tiden vise.