Der er sikkert andre, der har været inde på det samme emne tidligere i denne tråd. Efter at have genset kampen falder mine tanker ind på, hvor bekymrende det egentlig er, at dommerstanden og hold som FCM er ved at sætte dagsordenen for international fodbold på en rigtig kedelig måde.
Lad mig forklare. Det underholdende i fodbold er ved at blive elimineret af kedelige, usportslige gerninger, som ikke bliver straffet. Jeg har altid godt kunnet lide underholdningen (læs overraskelsen) i fodbold. Jeg har frydet mig over driblere, som kunne sætte en mand og spille en medspiller fri foran mål.
Hvis kampen mod FCM er et billede på, hvor dansk og international fodbold er på vej hen, så tror jeg godt, at jeg kan nøjes med at se færre kampe. Hvem gider udvikle sig til at blive en god dribler, når hver eneste gang man kommer forbi en mand, bliver man hevet ned bagfra uden egentlige konsekvenser, for den spiller, der begår frisparket. Det kan jo ikke betale sig at optræne de færdigheder længere.
Det kan derimod betale sig at blive god til at skabe kaos-situationer foran modstanderens mål i forbindelse med dødboldssituationer. Det var præcis hvad der afgjorde kampen torsdag aften, og disse situationer har afgjort hundredevis af kampe tidligere til FCMs fordel. FCM bliver besøgt af sportsjournalister fra hele Europa, som interesseret følger med i, hvordan FCM fører statistik over, hvordan de klarer sig i dødboldsstatistik mod samtlige hold fra Superligaen.
Det kan godt være, at denne taktik kaster gode resultater af sig og at det netop er på grund af denne taktik, at FCM er nået så langt i dansk fodbold og Europa, men hvor er det da en usportslig og afstumpet holdning at have til selve spillet på banen.
Jeg vil ikke derhen, hvor man konsekvent straffer mange flere frispark med gult kort, for der er stadigvæk mange frispark, som bliver lavet ved et uheld fordi en spiller kommer for sent ind i en tackling eller kommer til at stoppe bolden med hånden. Men efter kampen i går, så synes jeg, at taktiske frispark - hvor man stopper en modspiller, der er kommet forbi sin oppasser - skal straffes med et gult kort. Det samme med spillere, som sparker bolden i den forkerte retning, når der bliver fløjtet for frispark. Her kunne vi lære noget af håndbold.
Hvem siger, at begge hold absolut skal slutte med 11 mand på banen? Jeg er sikker på, at et gult kort for et usportsligt frispark, kunne gøre kampe som i aftes mere seværdige. Sikke et svært job kommentatorene havde. De skulle forsøge at italesætte, at dette var en spændende og god fodboldkamp, når det i virkeligheden var røvsygt at se på, som kampen skred frem.
Disse tanker er ikke nye for mig, men kampen i aftes var dråben.