Jeg havde fornøjelsen af en lang køretur i går, hvor jeg nåede at høre podcasten den ene vej og reflektere lidt over den på tilbagevejen. Det er en interessant og lytteværdig leg, der formentlig vinder ved, at Hammer og Brüchmann tør sætte tingene lidt på spidsen. Til gengæld har det den risiko, at man som lytter bliver mest uenig og egentligt får mindst ud af gennemgangen af den klub, man kender bedst, altså her AGF.
Først to bemærkninger om de øvrige:
- AaB: Her sætter Hammer det på spidsen ift. Nordkraft og foreslår (med et smil) eksplicit AaB som Danmarks Bilbao. Problemet er, at det passer fint med den sikkert stadigt formelt gældende vision, men alle skridt de seneste 12 måneder har jo været væk fra denne retning. Dén udvikling kan jo være rigtig eller forkert strategisk, men værterne har slet ikke diskussionen om dét, for de forholder sig ikke til, hvad der sker i AaB lige nu (programmet er optaget før den nye cheftræner, men han er jo en forlængelse af kursen siden ansættelsen af sportschefen). Hammer kommer også op med et potentielt slogan til AaB, der måske indfanger den foreslåede tankegang, men som ville være en kommunikationskatastrofe i praksis.
- Randers: Igen en fin diskussion, men den foreslåede kommunikationslinje er helt radikalt anderledes end det, Randers har forsøgt i praksis over en lang årrække. Man fornemmer imidlertid lidt, at Hammer/Brückmann slet ikke opfanger den diskrepans og i sidste ende nok, at værterne er væsentligt skarpere på nogle klubber og landsdele end andre.
Nå, AGF - lidt spredte bemærkninger:
- Der tales i hele udsendelsen om, *når* Kongelundsprojektet realiseres og AGF har et stort nyt stadion. Personligt tør jeg ikke rigtigt foregribe de begivenheder, før der er skovle i jorden. I en udsendelse, hvor der tales meget om strategiske risici, så tager man AGFs udgangspunkt lidt for givet i forhold til virkeligheden (i min verden).
- Jeg bed også mærke i historien om det særligt tætte samarbejde med det lokale erhvervsliv i Aarhus. Lige nu nyder man helt sikkert godt at samarbejdet med Salling og Ceres, og forbindelsen til Henrik Lind lover bestemt også godt, men havde du kigget på perioden 1995-2015 havde det virkeligt været en malplaceret kommentar. Snarere var AGF vel kendetegnet af en mangel på store virksomheder i Aarhus og mangel på lokalt engagement.
- Klubber som Brøndby skal dyrke tålmodigheden, mens AGF skal gribe ud efter FC Midtjylland, så man ikke kommer for langt efter. Altså, det virker som en meget optimistisk forståelse af, hvor bæredygtigt AGFs fundament er. Én medalje på 20 år og nu er problemet pludseligt, at man ikke er ambitiøse nok, er for ydmyge, og at man ikke rykker så hurtigt fremad, som man burde. Jeg er meget uenig, i hvert fald på den korte bane.
- Jeg er heller ikke sikker på, at jeg køber Dan Hammers idé om, at Jylland ikke er stor nok til to klubber. Hvis der kan være to klubber i København, kan der lige så vel være to klubber i Jylland. Så meget kæmper man jo heller ikke om det samme geografiske opland eller de samme sponsorkroner. Jeg kan faktisk ikke se, hvorfor det ift fans eller ift sponsorer skulle give mere mening at dyrke sig selv for Herning end over for fx Brøndby.
De taler dog eksplicit om fx at gøre kampene mod FCM til noget specielt. Dét kan jeg sagtens se for mig, især hvis AGF kan etablere sig som den tydeligt næstbedste klub i Jylland, altså på et niveau over bl.a. AaB.
Men helt generelt virkede det analysen mest af alt som en københavnsk (/amagerkansk) idé om Jylland som ét fedt, og det virker altså mildt sagt lidt forsimplet.
Og som lytter tænker man, at den oplevede virkelighed rundt om i Danmark og den opfangede oplevelse fra distancen i København kan være temmeligt forskellig - og den forskel kunne være interessant at diskutere i regi af den her leg, for reklamebureauer skal nogle gange provokere kunderne og netop arbejde mere ud fra hvad modtagerne hører frem frem for afsendernes intentioner - men refleksionen mangler til fordel for de så lidt skarpere optrukne konklusioner...