Det er sådan set ikke en artikel, men i Medianos optakt til forårssæsonen er de nu nået til en gennemgang og sammenligning af holdene i top 6. De giver 1-6 point til hver klub ud fra forskellige parametre som startopstilling, profiler der kan afgøre kampe, styrke i transfervinduet osv. AGF lander på en meget blød 5. plads med 20 point - ét mere end Silkeborg og 10 færre end Nordsjælland.
Brüchmann undrer sig (ligesom jeg) over, hvordan AGF kan ende på så få point, og spørger flere gange ind til, hvorfor de lander, hvor de gør. Og det er også et spændende spørgsmål. Placeringen passer til vores økonomi, nogenlunde ift. vores nuværende placering i ligaen, og man kan jo heller ikke argumentere imod, at klubberne over os med deres større budgetter også har stærke trupper. Men det der kan virke lidt paradoksalt er, at hverken Gisle Thorsen eller Rasmus Monderup giver Rösler mere end 2 eller 3 point (kan ikke huske hvor de hver især landede). For hvis ikke vi på nogen parametre er konkurrencedygtige ift. fx. Nordsjælland eller Brøndby, hvorfor ligger vi så nr. 4, hvorfor er vi i semifinalerne i pokalen, og hvorfor vandt vi bronze sidste år (selvom den præstation jo ikke tæller med her og nu)?
De snakker om koncept, om vinderkultur, om at være bøvlede at spille imod. Men hvis ingen af de ting falder tilbage på træneren, er det så noget i vandet i Aarhus, eller hvordan forklarer man, at vi bliver ved med at skabe resultater, som er over det forventede? Ville Jesper Sørensen, Thorup eller Kent Nielsen have overgået det. Jeg tror, Rösler bliver undervurderet en anelse her. Men det er en spændende diskussion, og den her rangering sætter jo bare en kæmpe stor streg under, at vi har meget travlt med at skabe et bedre fundament for vores hold, så vi kan kæmpe med på mere lige vilkår.