Otte minutter senere var den så gal, da Winther body checkede en fremadstormende Gift Links i fuldt firspring. Holdkammerat Jakob Jessen kom også til, og fik skubbet Links det sidste stykke i jorden, og så ventede man bare på, at Maae gav Winther gult/rødt kort. Men nej – Maae valgte Jessen som synderen, og så slap Winther for karantæne og for undertalsspil til Fredericia de sidste godt 10 minutters tid.
Lovmæssigt kan VAR ikke gå ind og anbefale Maae at kigge situationen i gennem for “Mistaken Identity”, med mindre Maae decideret siger til VAR, at han giver gult til Jessen for benspændet, selvom det åbenlyst er Winther, som begår det. Der er lovhjemmel til at straffe Jessen for puffet, selvom det i hårdhedsgrad vel er 90-10 i Winthers favør på frisparket.