Jeg er i tvivl om, hvorvidt Uwe er den rette, og derfor vil jeg gerne diskutere, hvad der taler for og imod.
Imod taler vel alene hans tilsyneladende modvilje mod at skifte ud/ind. Han venter efter min (og det lader til mange andres) mening ALT for længe med reagere. Duelund har godt nok ikke fået mange chancer. Badji det samme.
Når han skifter ind, virker det til, at det ikke er potentielle game changers, der kommer på banen, men mere ærlige slidere som Brandhof og Power.
Det er sådan set det eneste, jeg kan få øje på, der kunne tale imod Uwes fortsatte engagement i AGF.
Alt andet - ALT andet - kører, synes jeg.
Vi spiller godt i perioder, selvom der godt kan være lidt for langt imellem.
Når vi ikke spiller godt, er vi som regel stadig med i kampene og vi har fået point i alle kampe pånær 3 i hele efteråret, alle tre nederlag er kommet på udebaner, hvor de færreste hold kan tillade sig at budgetter med point (Parken, Herning, Farum).
På udviklingssiden har Mølgaard, Links, Kahl og i nogen grad Bech taget enorme skridt i den rigtige retning. Mølgaard blev skadet, men inden da, var vi da en del, der regnede ham for nøglespiller - på en position han først lige havde lært at spille. Kahl er blomstret på den spejlvendte plads af Mølgaard, Links var især i starten af sæsonen et monster og Bech gør mange ting rigtigt, men scorer desværre lidt i stimer. På baggrund af dét, er jeg også villig til at give Badji, Gyamfi, Callø, Abbew og i nogen grad d'herrer Duelund og Anker en del længere snor; Uwe har allerede vist sine evner udi at (om)skole spillere til noget, der kan blive rigtig godt.
Trupharmonien synes også på plads. Med SÅ fast en start-11 kunne man levende forestille sig murren i krogene. Det er mere end én gang blevet luftet herinde, at det ligefrem kan betyde, at andre spillere vil tøve med at komme til AGF, al den stund at start 11 er umulig at bryde ind i. Men hvorfor hører man så absolut intet om utilfredse reserver? Duelund, Arnstad, Badji er tre eksempler på spillere, som må have et selvbillede, der nok clasher en smule med at sidde på bænken. Der er bare ingen, der brokker sig. Det kan også være dén ros skal gå til vores presseafdeling, men i de fleste klubber kommer der uro, hvis der er for mange sårede egoer på bænken. Sammenholdet er noget af det, de alle taler om og op - her kan man godt nikke anerkendende i retning af vores anfører og d'herrer Poulsen, Tingager og Hansen, som jeg er sikker på er med til at skabe den gode kultur, men det er altså Uwe, der sætter rammerne og dermed også ham, der har hovedansvaret for arbejdsmiljøet.
Uwe er 2 for 3 i pokalkvartfinaler. I hans første sæson røg vi ud til FCN, ikke noget jeg vil betragte som en skandale, de er et hold vi taber til i ny og næ. Men pointen her er, at vi siden Uwe kom til, ikke har tabt til hold som Næstved el. lign... ja, det var tæt på i år mod Skive, men tæt på tæller altså kun i håndgranater.
Så for mig at se, er helhedsbilledet positivt. Ikke engang overvejende positivt, bare positivt. Så er der skønhedspletter, men det tænker jeg der vil være for de fleste.