Talentarbejdet i AGF
Jeg oplever, at AGF har en tydelig talentstrategi - men overtolker ganske givet.
Først handler det om at hente de allerbedste unge spillere fra Aarhus og de lokale samarbejdsklubber. Dernæst rettes blikket mod resten af landet – men ikke efter de mest hypede talenter, som alle jagter. I stedet går AGF efter spillere med specifikke spidskompetencer, som måske overses andre steder. Eksemplerne Liam Eggert og Georg Kaspersen illustrerer det godt, og det er næppe tilfældigt, at det netop er forsvarsspillere.
Dertil kommer et fokus på spillere fra mindre, men spændende markeder som Island og Finland. Vi havde besøg af Siltanen og Dadarson, men de valgte andre klubber af forskellige årsager. Siltanen blev i Finland på grund af seniorfodbolden, mens Dadarson valgte FCK.
Samarbejdet i Uganda må forventes om få år at kunne levere 2–3 spillere til U19 hvert år. Også forbindelsen til Mali kan blive interessant, hvis de to nuværende spillere viser sig lovende – klubben har selv sagt, at man “tryktester” om samarbejdet skal udbygges.
Spillerne fra Uganda og eventuelt Mali vil sandsynligvis kunne tilføre mere x-faktor, end vi traditionelt ser i Danmark. Herhjemme har vi derimod bedre forudsætninger for at forme taktisk stærke spillere – men vi har ikke økonomien til at konkurrere om de dyreste unge profiler. Vi kan ikke betale 1 mio. euro for en spiller som Siltanen til U19, eller give en 15-årig fra Silkeborg en million i sign-on og 50.000 kr. om måneden.
Derfor bliver Danmark primært kilden til taktisk stærke spillere og naturligvis de lokale offensive talenter, der skiller sig ud. Men kampen om de største danske ungdomsprofiler kan AGF ikke vinde lige nu, og jeg tror slet ikke men ønsker at gå ind i den kamp.
