Tillad mig at fremhæve tre ting, som jeg i dag har gået og glædet mig til ved Poulsens ansættelse. Jeg var også lidt undervældet, da nyheden breakede, men er positiv. Det taktiske skal nok blive fint at dykke ned i, når der bliver sat ord på hans ansættelse. Men det jeg ser frem til er blandt andet følgende.
Spillernes mand
AGF får en træner der har et David Nielsen-forhold til spillerne. Det er ham der bestemmer, men han er god til at omgås en trup. En AGF-spiller sagde til mig i april, "at normalt så elsker dem i startopstillingen træneren, mens dem der ikke spiller har det svært med ham. For tiden har også dem der starter inde det stramt med Uwe". Poulsen er langt tættere på spillerne og i højere grad deres mand.
At opnå kontra undgå
Ser man bort fra især Bissecks raids i første sæson, så har AGF først og fremmest tænkt worst case de seneste tre sæsoner. AGF har under Uwe spillet med massiv sikring bagtil og har hellere undladt et dybdeløb, hvis det kunne koste den modsatte vej.
Her er Poulsens tilgang modsat. Han ser positivt på spillet og ikke pessimistisk, hvilket jeg efterhånden var træt af til sidst. Jeg savnede optimisme og mod i spillet. Det har der ikke været meget af meget længe.
Han spiller i Viborg med to 8ere der tænker fremad og to kantspillere, der virkelig vil fremad. Tager han spillestillen med fra Viborg kommer vi til at se flade, hårde bolde fra målmanden eller midterforsvarene (forhåbentligt to - og ikke tre) frem mod Arnstad, Madsen og Anderson eller helt frem mod 9eren. Bolde der kan brydes og ende i farlige situationer, men også kan ende i store chancer den anden vej, hvis de lykkes - hvilket de tit gør i Viborg.
Et andet AGF
Uwe er jo en sjov personlighed. Han facetimede altid konen, når han ankom til stadion som den kærlige ægtemand, han er. Derefter gik han så tit ned for at lade sig interviewe og optrådte tit kolerisk eller konfrontatorisk. Og på den måde passede han godt ind i et image, AGF har - og som jeg personligt gerne vil væk fra.
Jeg ved godt, at AGF for mange er Stampe, Lind, Tøfting, Brian Steen, Leon og så videre. Men som Rasmus Tandholdt sagde i en podcast for nylig, så han Paddy og Tingager som gode repræsentanter for AGF. Og der er jeg helt enig. Det er det AGF, jeg gerne vil identificere med mig. PC, der lignede en bølle, Polles nogle gange voldsomme måde at spille på og AGFs lidt for ofte small club-mentality vil jeg gerne væk fra. Der passer Poulsen sgu bedre ind, synes jeg. Der er lidt mere klasse over det. Det kan jeg godt lide. Vi er ikke en lille klub mere. Vi er en stor klub, så lad os opføre os som en.