Man har ikke meget indsigt i ungdomskulturer, hvis man tror, at voksenskældud får ultras til at ændre adfærd. Man er nødt til på en eller anden måde at møde dem på deres banehalvdel.
Et af problemerne er, at incitamentsstrukturen er skæv: Det går ud over AGF, hvis Nysir fyrer pyro af. Det synes Nysir sikkert også er træls, men jo tydeligvis ikke træls nok. De har i hvert fald bortforklaringer, som at Oscar Boyter betaler gildet, eller at det faktisk er en cirkulær økonomi, hvor pengene kommer tilbage til klubben, og at i virkeligheden er AGF slet ikke imod pyro, fordi de ikke gør nok for at forhindre det.
Hvis jeg var Jacob Nielsen ville jeg lave et andet take på Oscar Boyters "vi betaler selv"-historie: Giv Nysir og Samlet for Aarhus 500.000 kroner hvert år i tre år under den forudsætning, at enhver bøde fra DBU eller UEFA trækkes fra denne pulje. AGF er sikkert i forvejen nødt til at budgettere med udgiften. Man kan få nogle vilde bannere, et professionelt capo-stillads, laserlys eller hvad ved jeg for en halv million - eller man kan få 50 nødblus for 5000 kroner (selvbetalt) og få slettet puljen.
Gør man det vil Nysir og Samlet for Aarhus føle sig taget alvorligt, de vil (måske) udføre selvjustits, deres indsats bliver løftet til gavn for AGF og hele stadion, og konflikterne til andre fangrupperinger bliver reduceret.