Det er forresten et eksempel at Vendelbo ville have en landsholdsbonus hvis hun skulle blive i AGF, hun vidste godt hun var i periferien af landsholdet, men det ville AGF ikke give, det ville FCM jo så naturligvis, og Julie Mathiasen var lidt samme historie.
Elvira Neijmann blev af AGF brugt på en af de to backs fordi AGF havde fået at vide at skulle hun på landsholdet og sælges som en profil var det den hurtigste vej for hende, selvom hun er offensiv midtbanespiller - det gad hun ikke længere, og væk var hun.
Sarah Sundahl var en af den som bad om bedre forhold for kvinderne tilbage i sidste sæson, sammen med Claus Struck - vupti, kort tid efter smuttede Sundahl til Frankrig til trods for hun var i top 3 over 6'ere i ligaen, og Struck så skriften på væggen og fik det han gerne ville have i FCM.
Bottrup kender jeg ikke historien på, men tydligt hun i sæsonens første kampe kun var der fysisk og ikke mentalt.
Og historierne er mange, AGF tænker jeg reelt ikke gider holdet mere end af navn og af pligt - der er ingen visioner på holdet vejne - læg dertil at flere nuværende spillere som jeg dog ikke vil lægge navne til, siger at træningen er uhørt slap og uden intensitet, og man har trænere og ledere som passer perfekt ind i det AGF herrer ønsker, nemlig ikke stiller spørgsmål.
Hvis der ikke kommer en klar strategi for det hold, så er det i bunden er næstbedste række allerede i næste sæson, det er det materiellet og trænerkapiciteten berettiger til.
