Der er en gammel talemåde der hedder: Han snakker og snakker, men røven den går.
Men den går ikke længere, kammerater. Der skal rigtigt meget handling til i stedet. For både forståelsen og respekten er helt på nulpunktet uden for jeres egen snævre kreds.
Hvis den skal kunne genetableres, er der rigtigt meget der skal på plads først:
Slut med pyro på stadion
Slut med masker
Slut med baneløberi
Slut med dominans og vold i.f.m. AGF
Så vil alle i AGF og alle andre fans så hjerteligt gerne byde jer velkommen hjem til det sande Samlet for Aarhus. For I har rigtigt mange ressourcer, der vil kunne være et stort plus for klubben.
Indtil det er sket, er det bare røven, der går. Og den går ikke længere, for lige nu er den i klaskehøjde.
Ingen er over klubben. Selv om Oscar og vennerne troede det
.
KSDH.
Meget enig.
Efter at have læst undskyldningen og forsøget på at trække i land sidder jeg tilbage med en underlig følelse.
En markant del af AGF fællesskabet har forsøgt at manifestere sin position. Det var et forfejlet forsøg, som faldt til jorden med et brag.
For mange fans uden for Nysir og SFA opleves denne del af fanscenen som dominerende og til tider nærmest dikterende. Udefra set virker det, som om de har fået meget af det de ønskede, men at de stadig er utilfredse. Især et punkt, som efter min mening slet ikke burde være til diskussion, deler vandene.
Da en af gutterne blev taget med fingrene i kagedåsen, traf AGF den eneste rationelle beslutning. Reaktionen så vi søndag, med en voldsom optræden, der heldigvis blev mødt med modstand, både på stadion og efterfølgende på sociale medier.
Nu trækkes der i land, og opfordringen lyder på Facebook vist nok “Lad os lige forenes igen”
Men kan man bare lige det? Kan man ødelægge fejringen af en legende, svine ledelsen til og spolere en ellers god aften for mange tilskuere, og bagefter forvente, at alt er godt igen?
Flere herinde har desuden om oplevelser fra udebaneture, hvor Nysir og SFA har opført sig som om de kunne bestemme over andres engagement og sågar disponere over nummererede sæder, vist især på ture i udlandet.
Personligt mener jeg sagtens, at man kan forsones. Men det betyder ikke, at alt skal være som før. Når man forsøger at udnytte en magtposition og fejler, må man også acceptere, at tingene ændrer sig.
Det her bør være en anledning til at skabe en fanscene med plads til forskellige behov og måder at være AGF fan på. Ungdom, passion, stædighed og engagement er positivt, men giver altså ingen særlige rettigheder.
Forsoning kræver mere end en undskyldning og en opfordring til at stå sammen igen. Det kræver, at man med handling viser, at man har forstået, hvorfor modstanden opstod.
Det kræver, at vi alle kan købe en billet til et afsnit på et ude stadion, hvor vi kan vise den hvide trøje og være fan på lige præcis den måde det passer til én selv.
Fællesskabet tilhører alle.
.
