Vil aldrig påstå andet..
Gode hold får altid mere ud af det end dårligere hold..
PM, Dalsgaard og Beijmo er erstattet med MacHowatt, Anderson, Greatasson og Rösler - tilført Callø.
Hvis det er forskellen på mesterskab og nedrykningsplads - var det mesterskab det vildeste der nogensinde kommer til at ske i fodbold.
Samtidig: Ingen mesterskab til Leicester uden Vardy og Kanté går vi ud fra
MEN:
Det er korrekt men det kan være man ikke skal lave alt muligt om

Det kan være man skal ændre lidt på holdopstillingen men måske taktik, formation mv. faktisk er ok.
Jeg synes det er oplagt - at antallet af kampe vi har kunne sige "nu er der kun 2 eller 4 med fra da AGF blev mestre i Brøndby" - at det ikke har handlet om 3 afgange.
Det er de konstante småskader - rotationer - ændringer (også de trænervalgte især) som har "kostet" al den stabilitet vi vandt mesterskabet på.
Hvis vi kunne spille med samme start 11 som sidste sæson i en finale i weekenden - hvor MacHowatt, Serra eller Bogere startede inde for PM (Serra startede flere gange i foråret, og også med lidt spillemæssig succes et par gange) - Gretasson eller Rösler for Beijmo - og så Tingager for Dalsgaar (!) - og Kahl, Links og Carstensen på deres "normale pladser" (Links har nærmest ikke spillet der denne sæson)....
Så tror jeg AGF ville ligne sig selv.
Antallet af kampe i træk man har valgt at spille stærkeste 11 fra start - har været for lav. Noget pga skader - form - og rotation. Andet pga valg.
Fremadrettet i sæsonen:
Frem for at starte med Links i den ene og Emmery i den anden - så kunne man jo spille med Links fra start i begge - og sætte Emmery ind efter 45 minutter i den ene kamp og 60 minutter i den anden. Eller omvendt..
Frem for at starte med Solbakken i 90 i den ene, og Arnstad 90 i den anden, så giv Solbakken begge fra start - og lad Arnstad spille "sin egen plads" i den ene til 45 min - og 60 i den anden og tage over for Solbakken fx.
Lad flere starte på de samme pladser hver gang.
Jeg er med på - at der i flere af kampene - slet ikke har været en mulighed for at gøre det med særligt mange.
Men ingen grund til at starte med Bogere i den ene kamp, Tchambche i den anden, og Serra i den tredje, og så Bogere igen.
Det fjerner muligheden for at spille mønstre sammen - mønstre som sidste sæson var præget af. Alle vidste præcis hvor alle andre løb hen - og hvordan man skulle spille dem.