Dette er strengt taget ikke vedrørende denne sæson, men jeg kunne ikke finde et mere oplagt sted.
Ahem... Det antages af mange, at hakkeordnen i Suppen og specifikt mellem FCM (herefter FC Bestseller) og AGF ligger fast, så langt øjet rækker. Og ofte implicit at FC Bestsellers status som næsten økonomisk og sportsligt jævnbyrdig med PSE er en stort set given ting. Det forstår jeg egentlig ikke.
Ok, den tykke milliardær er en kæmpe joker i denne sammenhæng - vil han også på langt sigt pumpe penge i klubben (både indirekte og direkte)? Personligt tror jeg ikke på sidstnævnte scenario. Man kan sige meget om ham, men han er kræmmer til benet og meget, meget glad for penge. Udvikler tingene sig sådan, at hans klub skal dopes kontinuerligt, hvis den på langt sigt skal være troværdig dansk kandidat til europæiske gruppespil (helt afgørende for deres strategi), tror jeg, han bliver træt af det i løbet af forholdsvis kort tid. Hvorfor? Fordi han ikke er blevet så rig, som han er, uden at have solid forståelse for, hvordan man som virksomhed kan opnå holdbare konkurrencefordele. Og her taler meget for, at FC Bestseller står dårligt på længere sigt.
Hvad er kilden til deres tydelige konkurrencefordel (vis-a-vis fx AGF) lige nu? For mig at se to ting: Deres akkumulerede knowhow og 'brand' i forhold til at sælge spillere til store millionbeløb og deres evne til jævnligt at komme i europæiske gruppespil. Dette er en risikabel strategisk position, da begge dele over tid kan kopieres af andre, hvis bare de er dygtige nok (dvs. lige så dygtige som FC Bestseller). Hverken deres ungdomsafdeling eller scouting er længere indlysende 'best in class'.
I forhold til kommercielt potentiale (herunder tyngden af det lokale erhvervsliv, den lokale økonomi) og befolkningsunderlag (spillerrekruttering, tilskuertal) er de indiskutabelt dårligere stillet end især AGF og PSE, men også GFH. De kan forsøge sig med en stadionudvidelse og prøve at kopiere Jacob Nielsens tilgang til det kommercielle, men kan de på langt sigt følge med PSE og AGF (på et nyt stadion med 24.000 pladser og et langt bedre produkt mht. sponsorpleje og liveoplevelsen, end tilfældet er i dag)? Det tvivler jeg stærkt på. Jeg tror fuldt og fast på, at hierarkiet i dansk fodbold er ændret om fem år (til ugunst for FC Bestseller).
Vis mig, hvor jeg tager fejl...! Håber virkelig ikke det lykkes for nogen.

Edit: Ved nærmere omtanke tror jeg også FC Bestseller er handicappet i forhold til 'x-faktor' (defineret som den generelle nationale interesse for klubben) i den forstand, at selv AGF typisk matcher og ofte overgår dem på seertal set over en sæson trods deres meget bedre resultater (PSE og GFH er selvfølgelig altid langt foran dem på denne konto). Tvivler på, at de ville påkalde sig ret meget mere generel interesse end fx FC Rendos, hvis de mistede deres topholdsstatus. Dette er meget svært at rokke ved. Siden 2000-2001 er de sluttet over AGF (som oftest har spillet utrolig grimt og dårligt) i samtlige sæsoner bortset fra 2022-2023 - og stadigvæk har de typisk ikke flere seere end AGF...