God pointe. Med andre ord slagter VAR dommerens intuition. Alle begivenheder på banen skal holdes op imod en 500 siders lovbog, der er blevet revideret så mange gange på det sidste, at ikke engang den let autistiske (?) Benjamin Leander kan hitte rede i det længere, men må revidere sine synspunkter efter timers betænkningstid. På den baggrund er det helt naturligt, at en angriber der bliver sakset bagfra ikke giver straffe, mens en tilfældig berøring med en støttearm i feltet skal give fodboldens største chance i overtiden. For støttearmen bliver først støttearm, når den berører jorden, eller hvad fanden er det for en kafkask absurditet? Eller var det det, der var blevet ændret igen? Så kan VAR-vognen prøve at finde det frame, hvor bolden rammer armen og prøve at vurdere, om armen først berører græsset, efter at de altså først har bedømt om angriberen også havde arm på, og om bolden kom fra ham selv og ned på armen, eller om den kom direkte på armen. Farvel til det spil, jeg spillede i skolegården, siger jeg bare.
Selv ikke i straffeloven tror man på, at den gode dom er den, som eksperterne fremmaner af lovteksterne. Det er derfor vi har domsmænd og nævninge til at skabe lidt modvægt mod paragraffernes absurditeter. Man kan sige, at domsmænd og nævninge er retssystemet garant for intuition. Sådan nogle kan man ikke have i fodbold, men man kan jo starte med at fjerne det uhyre til VAR, så dommerne får deres egen intuition tilbage.